onsdag den 4. august 2010

Havørn og fiskeørn ved Nordskoven

Jeg roede sammen med Stig og Jakob. DMi havde lovet regn, men der kom ikke en dråbe. Vi satte ud fra Sølager overfor Kulhuse og roede på læsiden af Hornsherred ned mod Dyrnæstangen. Det er en meget lavvandet tur og selv om man ved det, så kommer det bag på én hver gang. Lavvandetheden er så også turens eneste ulempe; du kommer ikke tæt nok på land, så du kan se dyr foran Nordskoven. Nu må jeg snart få købt en vandtæt kikkert.

Vi skal ikke klage; vi så godt nok ikke dyr, men derimod en enkelt havørn over skoven efterfulgt af en fiskeørn.



Frokoststedet var på en pynt, som vi tidligere har brugt og som ligger lige før Dyrnæstangen. Flot sted og flot udsigt nordpå.

Vinden var svag, lidt bølger da vi satte ud og meget lidt bølger retur da vi tog et større kryds tilbage. Omkring 20 grader og sol. Under tilbagekrydset en enkelt sort sky, som vi holdt øje med for at se hvordan den udviklede sig; kom der regn og torden. Nix - den var forsvundet næste gang vi vendte os rund for at se efter.

Masser af sejlbåde, man kan mærke det er ferietid.

Turen var på 17 km og vi var i kajakkerne i 4 timer.

Hen over sommeren har vi haft godt rovejr hver gang vi har været ude.

Ingen kommentarer: