torsdag den 13. oktober 2011

2 km på 40 minutter

Vi lagde ud fra Roklubben i Roskilde havn. Der var lidt vind, men hvad gør det. Planen var at ro fra læpunkt til læpunkt og så ende på sydsiden af Bognæs hvor vi kunne spise frokost.


Vinden var i vest; der var hvide skumtoppe, og vandet var urolig, da vi kom ud ad havnen. Vi holdt os fra refleksbølgerne fra molerne og roede mod vinden for at finde læ i den første bugt.Turens første 2 km tog 40 min. Det var næsten ikke til at komme frem; senere fandt vi ud af at middelvinden var 11 til 12 m/sek, og der var stød, som stoppede os og nærmest sendet os lidt tilbage.


Efter at have pustet ud i læ tog vi den næste bugt og kom til hjørnet ved indgangen til Kattinge vig; her besluttede vi at gå over vigen og lande på Askehoved. Den tur var ikke så drøj som det første stræk. 
Vi blev modtaget at masser af køer, da vi gik i land. Fandt en sted med læ, solen skinnede, udsigten var flot mod Roskilde. Og når man så på bølgerne herfra, så så de ikke ud af noget. Men vi vidste jo bedre.


Vinden havde lagt sig en smule; eller også føltes det sådan, da vi satte ud til tilbageturen. Kun ved indgangen til havnen skulle tungen holdes lige i munden; vi roede i stående refleksbølger, selvom vi hold afstand til molen; ind skulle vi jo.


Roede sammen med Jakob og Erik. Turen blev på 9 km. Var godt øm i armene da jeg kom hjem; men alt i alt en dejlig tur.


Havde våddragt på og det var ok. Gætter på, at jeg næste uge eller senest ugen efter skal have tørdragt på, så må vandtemperaturen være omkring de 10 gr. og så vil der de  næste mange gange være dømt vinterroning. Ingen kryds, kystnær roning i råbeafstand og med tørdragt på.


Da jeg kom hjem stod der en postpakke; en gave til mig fra fruen, som jeg får om nogle dage. En lille vindmåler. Den have været god at have på dagens tur.
Man kan aldrig få gear nok.

Ingen kommentarer: