torsdag den 9. maj 2013

Snydt af DMI's vejrudsigt - vi fik de gode vejr


Vejrudsigten var ikke lovende denne onsdag; torden, regn og skybrud. Og det regnede da osse helt frem til Hammer bakke, men da vi skulle til at læsse kajakkerne af bilerne, så holdt regnen op. Og der kom hverken regn eller torden, så længe vi var på vandet. Og da vi drak kaffe efter at have roet, så var det solskin.

Mens vi roede i gråt men tørt vejr, så havde man torden og skybrud andre steder i Nordsjælland; vi hverken mærkede eller hørte torden.

Vinden var denne dag østlig, så vi roede til Bramsnæs og spiste frokost på ydersiden af næsset. Ingen havde tørdragt på, alle havde skiftet til våddragt på denne tur. Hvis man lyner dragten ned, når man spiser, er det til at holde ud at have den på. 

Det blev til en lang frokost med en lille gå tur på næsset. Det er et meget flot sted. Vi fandt små malurtplanter og kodriver på skrænterne.

Vi var inde i Bramsnæs vig og Vellerup vig på tilbagevejen, så turen blev på 22,5 km. Vi var 8 denne dag. Karin var med for første gang i år. Alle var sukkerkolde til sidst, men vi blev reddet af Karin som havde nedbragt en nødforsyning af småkager.
Jeg havde ikke vand med på dækket. Det plejer jeg ikke at have brug for. Men nu er det så varmt, at jeg skal have en flaske på dækket.

Ingen kommentarer: