fredag den 30. januar 2015

I blæst sydpå fra Vænget

En ualmindelig grå dag, hvor det havde været koldt om natten. DMI havde lovet stærk blæst fra sydvest om eftermiddagen, så ruten gik fra Vænget og sydpå mod shelteren i Skuldelev.

Vi var fire der satte ud fra Vænget. Vinden var kraftig og vi var meget udsat på de åbne strækninger. Der var stærk modstrøm, da vi skulle igennem broen ved Frederikssund og der var også stærk strøm ved jernbanedæmningen.

Efter dæmningen begyndte vinden at tage mere til, så vi besluttede at holde frokost lige efter dæmningen. Vi fandt et sted mellem sivene hvor vi kunne komme i land. 

Elgjægeren havde trangia med, så han fik varmt mad fra dåse. Jeg og jakob havde suppe med. Efter maden spiste vi halvdelen af kagen, som jeg havde med hjemmefra. Fordi det var koldt, så havde jeg bytte kaffen ud med varm chokolade.

Efter frokost gik vi en lille tur for at få varme i fødderne. 

Med vinden i ryggen gik det stærkt med at komme tilbage til Vænget. Gennem de to steder med stærk strøm skulle vi holde tungen lige i munden, fordi vandet var meget uroligt.

Efter at have lagt kajakkerne på bilerne kørte vi lidt væk fra vandet hvor der var læ og hvor vi kunne drikke en kop chokolade og spiste resten af kagen inden der var afgang.

Vi var 4 der roede 15 km denne onsdag.


Vi mærker kulden nu. Vi har masser af tøj på og i flere lag. Der - hvor vi føler kulden mest - er i fødderne. Alle eksperimentere med løsninger. Elgjægeren og Jakob sværger til el-sokker. Elgjægeren havde en håndvarmer med - med glødende kulstang i. Palle havde en elektrisk håndvarmer med, som kunne oplades i et USB-stik. Jakob havde en håndvarmer med som kunne genbruges. 


Den ene af mine elsokker virker ikke. Det er en for sart en konstruktion, så nu hælder jeg mere til lavteknologiske løsninger. På denne tur havde jeg lagt en kuldereflekterende sål med uldbelægning i støvlen. Det var helt klart en forbedring. Yderligere muligheder undersøges ...

Ingen kommentarer: