mandag den 1. juni 2015

Stærk blæst, regn, byger og hagl


Er lige kommet tilbage fra en 4-dages tur i Hälleryd skærgård. Vi har mange gange været derovre, men denne gang var turen helt speciel. Vejret var dårligt. Det blæste meget - 21 m/sek i stødene og det regnede; og det haglede.

Normalt starter vi i Hälleryd skærgård og ror over i den næste ved Järnavik. Det kunne ikke lade sig gøre på denne tur. Vinden var i syd-sydvest og vi skal runde en odde der strækker sig ud i Østersøen mellem de to skærgårde. Med vind fra syd-sydvest ruller der ekstremt store bølger op mod odden. Resultat; vi blev i den første skærgård.

Med kraftig vind kan man godt komme rundt, blot man ror fra ø til ø, og holder sig på øernes læsider. Vi fik set hele den indre del af Hälleryd skærgård.

Normalt har vi tre forskellige overnatningssteder; men ikke denne gang. Vi blev på samme ø (Brockö) alle dagene. Fordelen var, at vi ikke skulle slå (vådt) telt op og ned mere end en gang. Jeg havde fået placeret mit telt på et meget udsat sted, så det rystede, når der kom de stærke vindstød. Men heldigvis har det bevist ,at det kan klare 21 m/sek og det må være fint nok.

Og der kom hele tiden byger. På dag 3 gik vi tre gange i teltene på grund af byger, der kom væltende under madlavningen. Normalt laver vi mad i en stor flok, men det var ikke muligt.

Sidstedagen efter frokost skulle vi ro det sidste stykke ind til bilerne. Vi kunne se et gardin af regn nærme sig hen mod os over vandet. Det startede som vild regn og endte med hagl. Lidt af en oplevelse. Herefter fin opklaring mens vi læssede kajakkerne på bilerne.

Dette er ikke en klagesang. Tager man tilstrækkelig mange gange afsted må man en gang imellem være forberedt på dårlige vejrforhold. Og så var det jo heller ikke værre. I den slags situationer er det en kæmpe fordel at være afsted med rovenner, som man kender og som også kender området. Det er med til, at det alligevel blev en fin og hyggelig tur. 

Vi var 7 der fik roet 45 km. Stig måtte desværre tage hjem efter den første dag.

1 kommentar:

Pouls kajakblog sagde ...

Hej
Fin lille turberetning. Man får virkelig testet sit grej på sådanne ture. Jeg lå engang og prøvede at sove på Orust, men var sgu lidt bekymret for at et af de nærmeste træer ville vælte eller smide en gren. Min makker fortalte om morgenen at han havde spekuleret på om kajakkerne var blæst væk, selv om de var trukket godt op over højvandslinien.