torsdag den 14. april 2016

Rundt om Kyndby rev

Bedre dag end ventet. Næsten ingen vind. Og den der var - kom fra øst. En vindretning det er længe siden vi har roet i. Turen startede i Vellerup vig og gik op til Kyndby huse før Kyndbyværket. Der var ikke sol, men man kunne alligevel mærke en varme i vejret, som holdt fint hele dagen.

Meget lidt vand i fjorden. Det var mest tydeligt næsten helt fremme, hvor vi måtte udenom revet, som stikker meget langt ud fra kysten. 

Frokoststedet var på siden af den store bakke, hvorfra der er en flot udsigt over Revet og landskabet som er gammel havbund - og som nu er et overdrev. 

Det blev en lang og fin frokost. Peter havde lækker kage med fra Lejrebageren og Morten bidrog med chokoladefrøer. Ikke de små men i voksenstørrelse.

Efter frokost en tur ind i baglandet på overdrevsarealet. Vi var helt fremme ved den lille å, hvor vi så masser af hestehov på kanterne. En enkelt kodriver i blomst blev det osse til. Årets første.

Fin rolig tur retur til Vellerup vig. Der var stadigvæk for stor afstand mellem dem der liger i spidsen og dem der ror herefter. Med 10 personer som vi var denne dag giver det hurtigt et meget spredt felt, hvor vi vil have svært ved at kunne yde gensidig hjælp, hvis der var brug for det. Problemet er ikke nyt, men kan i værste tilfælde betyde en ulykke, der kunne være undgået.

Der var lidt kage tilovers og Ole have lækre kiks med. Det blev spist til en sidste kop kaffe efter at vi havde lagt kajakkerne på bilerne.


Vi var 10 der roede 22 km.

Ingen kommentarer: