torsdag den 31. oktober 2013

Fra Møllekrogen til Lejre vig


Kraftig vind fra syd-sydvest, så vi valgte at lægge ud fra Møllekrogen og ro mod det lille gule hus. Trods strid vind nåede vi længere frem, næsten helt ned i bunden af  Lejre vig. Vi roede så kystnært som vi kunne, for at komme så meget i læ som muligt. I bunden af vigen roede vi over på modsatte side til det gamle DGI kursuscenter. Her spiste vi frokost fulgt op af en citronlagkage som jeg havde medbragt. Vi så en havørn over os, mens vi spiste.

Retur langs læsiden igen til Møllekrogen.  

Flere steder både frem og tilbage så vi væltede træer, som den store storm om mandagen havde forårsaget. I Møllekrogen var noget af den ene gavl samt noget af taget i det gule jagthus styrtet sammen.

Temperaturen var omkring 10 grader, men med den friske vind føltes det koldt, når vi var i land for at spise. Havde stadigvæk våddragt på, men det er nok sidste eller næstsidste gang.

Havde en ny merinouldundertrøje på under våddragten. Den blev hurtig tør, når jeg klappede stropperne ned under frokosten. Og den er sikkert også fin under tørdragten, når tiden kommer.

Vi sluttede af med en hurtig kop kaffe efter vi havde lagt kajakkerne på bilerne.

Vi fik et par dryp da vi lagde ud, senere blev vejret bedre og solen var fremme i perioder.

Vi var 8 - et passende antal til en lagkage; og vi roede 23 km.


Ingen kommentarer: