fredag den 11. december 2015

Sol, smørrebrød og øl på årets sidste rodag


Hvilken onsdag det blev denne dag. Der var lovet gråvejr og måske lidt regn og lidt blæst. Men det blev mildt med sol - stort set fra vi satte ud - og til vi var tilbage. Og vinden var knapt mærkbar.Hertil kom at Ole havde rundet de 1000 km og følte sig foranlediget til at medbringe højtbelagt smørrebrød. 

Udsætning fra Skuldelev og planlagt frokoststed Selsø hage på læsiden. En flot udtur, hvor man kunne mærke en svag varme fra solen, i kajakken og under og efter frokosten. Men solen er langt nede og der bliver hurtigt mørkt. Denne rodag er årets sidste for mange af os. Når vi næste gang mødes i 2016 er dagen allerede blevet længere. Og før vi ved af det ror vi i shorts.

Ole har en special smørrebrødsleverandør, som er lokal og som fremstiller smørrebrødet lige inden det bliver afhentet sammen morgen. Lækkert. Jens kan ikke spise højt belagt smørrebrød uden øl, så der var øl til de fleste. Det smager, selvom at vi normalt ikke nyder øl på vore ture. Vi skulle jo nødigt ende på Sundholm.

Efter frokost gik vi en lille tur ud på Hagen og ind gennem skoven. Det gav gang i blodomløbet.

Herefter en stille og rolig hjemtur langs kysten. Vi fik lagt kajakkerne på bilerne mens det stadig var lyst, men mens vi drak en sidste kop kaffe begyndte det at mørkne. Og da jeg kørte hjem var det helt mørkt.

Vi var 8 der roede 18 km denne flotte onsdag, som blev en fin afslutning på en god rosæson 2015.

Ingen kommentarer: