torsdag den 15. januar 2015

Regn, slud og torden - forsmag på vinter

Våd morgen. Vinden var i sydvest og ganske svag. Mødestedet Skuldelev ved shelteren. Vi var en lille flok på 6 der skulle ro sydover mod Selsø hage.

Da jeg og Jakob kom frem til udsætningsstedet så så vi, at der lå en ny kajak i vandet. Det var Elgjægeren, som havde lade sig friste til  en Kayman, som han havde købt hos Per fra Malik. Meget flot kajak.
Det regnede da vi var kommet på vandet og der kom byger, som efterhånden udviklede sig til slud. Der kom også et enkelt tordenskrald. Det er  ikke godt at ro når det tordner, men heldigvis kom der ikke mere end det ene brag, der var langt væk.

Vandstanden var stadigvæk høj efter den seneste storm og der var stærk strøm ved Eskilsø på det smalle sted.

Da vi nåede frem til Selsø hage regnede det stadigvæk. Vi fandt en plet med læ bag nogle buske og spiste frokost. Peter havde lækker kage med fra bageren i Lejre.

To havde varm suppe med, det skal jeg også have næste gang, hvis det bliver ved med at være koldt. Elgjægeren havde hjemmerøget laks med, det så lækkert ud og han uddelte smagsprøver.

Efter frokost gik vi en lille tur i skoven for at få varmen. Vi talte om at det var nu man skulle gøre de elektriske sokker klar til næste tur hvis det bliver ved med at være koldt.


På hjemturen kom solen frem og vi roede i et flot vejr. Vejret holdt sig da vi drak en sidste kop kaffe.

Det var lidt koldt om fingerne, da vi lagde  kajakkerne på traileren. Da vi begyndte at køre, så viste termometeret -3 grader, så det var ikke underligt at vi frøs.

Vi var seks som fik roet 16 km på den første rigtige vinterroningsdag.




Ingen kommentarer: