fredag den 13. november 2009

I nysgerrige sælers selskab

En grå dag, stort set opholdsvejr. Turen gik fra Jungedal ved siden af Kyndbyværket og op i det militære område ved Jægerspris. Vi var seks; jeg roede sammen med Ole, Jakob, Kim, Arne - og for første gang var Preben G med.

På udvejen blev vi fulgt et godt stykke vej af 4 nysgerrige sæler, som var meget tæt på kajakkerne. Flot syn, når de på samme tid holder hovedet højt over vandet for at se, hvad vi laver. Vi fløjtede, det har vi lært af Elgjægeren, og Ole forsøgte sig med at gø på sælhundevis. De fulgte os 20 minutter.





























Efter 10 km roning, og da vi var kommet forbi den gamle flyvemaskine, gik vi i land for at spise frokost. Jeg havde poncho med, de andre måtte sidde i ly for lidt let regn ved en gammel bunker. Jakob havde ny slags kage med; en god én med æbler. Og så tryllede Ole en plade chokolade frem.

Derefter retur. Vi så 2 sæler på hjemturen til Jungedal. Efter vi havde fået lagt kajakkerne på bilerne, sluttede vi af med en kop kaffe. Preben kom frem med chokolade. Tre gange guf på en tur er nok ikke noget man taber sig vildt meget af.

Turen blev på 20 km og på denne tur kom jeg over de 500 km i 2009














PS: Vi har roet ind i skydeområdet flere gange, hvor vi også er gået i land og opholdt ved stranden for at spise frokost eller drikke kaffe. Det har nu vist sig, at det vil Forsvaret ikke have, idet der kan ligge forsagere på stranden, som kan forvolde alvorlig skade. Et er, at vi ikke må være på vandet når det er afspærret på grund af skydning, det er også forbudt at gå i land når der ikke skydes. Vi må således nyde området fra kajakkerne fremover. Vi beklager naturligvis at vi i god tro har gjort det.

Ingen kommentarer: