torsdag den 8. december 2011

Kulden kommer

Der var lidt vind fra vest-sydvest, så turen denne dag gik fra Skuldelev til Skovbroen overfor Eskilsø. Koldt - men pænt klart vejr - og lidt sol, mens vi sætter ud, senere tykner det til og blæser lidt op på udturen. Lidt toppe på bølgerne i sejlrenden ved Eskilsø og vind imod på Selsø hage.
Nu begynder kulden for alvor at bide i én. Til trods for tørdragt og to lag herunder kan kulden nu mærkes i fødderne, når man sidder stille i kajakken. Denne dag gjorde vi det rigtige; vi gik en lille tur inden vi spiste frokost for at få varmen. Frokosten blev kort og blev sluttet af med lakridsmuffins, som Jakob havde med. 


Kim nåede næsten ikke at sluge sin muffin og sin the, før vi andre sprang i kajakkerne for at få skruet op for den indre varme. Det er tydeligt, at frokostpauserne nu bliver mindre og mindre i takt med at temperaturen falder.


Vi roede 14 km. En passende turlængde, som gør at vi kan få lastet traileren med kajakker mens der stadigvæk er dagslys og også nå hjem inden det tætte mørke kommer.


Jeg roede med Jakob, Kim, Erik, Jan og Henrik.

Ingen kommentarer: