torsdag den 23. maj 2013

Regn ingen hindring for en god kajakdag

Kan det regne så meget, at man ikke kan ro i kajak? Det spørgsmål afprøvede vi denne onsdag. Det stod ned i stænger på vej til Skovbroen. Det dryppede lidt da vi satte i, men ikke noget af betydning. Det regnede lidt kraftigere på turen op til Tørslev hage, hvor vi vendte rundt. Det regnede, da vi nåede frem til shelteren i Skuldelev. Vi spiste i shelteren i tørvejr. Det regnede, da vi gik i kajakkerne og helt frem til Skovbroen. Regnen stoppede, mens vi lagde kajakkerne på bilerne og tog den sidste kop kaffe. 

Så var det en dårlig tur. Nej slet ikke - for der var nul vind, og er man først i kajakken, så betyder regn ikke det store - og udsigten mod land var flot og snakken gik; og Palles kage, som vi nød i shelteren var perfekt og der var mere end nok til alle, fordi vi kun var 5, der denne dag fik roet 18 km.

Morale: Drop aldrig en kajaktur på forhånd på grund af vejrudsigten. Men det er ok ikke at sætte ud, hvis vejret viser sig fra sin slemme side, når man er klar til at gå i kajakkerne. I al den tid, vi har roet vore onsdagsture, er der kun to gange vi har valgt at blive på land og aflyse turen.

Sidste onsdag roede vi i stærk blæst. Den tur føltes dobbelt så strabaserende som dagens tur i regnvejr uden vind. Kan man komme i og ud af kajakken i næsten tørvejr, så betyder regn ikke så meget.

Så alt i alt en fin rodag.


Ingen kommentarer: