torsdag den 21. maj 2015

Første gang Orø rund i 2015


Ror man rundt om en ø, så møder man vinden på et eller andet tidspunkt, hvis ikke det er helt vindstille. Det var netop "vindstille" vi satsede på denne onsdag. Morgenen tegnede smukt. Ingen skyer og næsten ingen vind. Så derfor stor ro-menuen på - Orø rund. Første tur i denne rosæson.

Den vind der var, kom fra vest og var lidt stærkere end på vejen til Hammer bakke, men den tiltog så hen over dagen. Og der kom skyer og et enkelt regndryp.

Vi roede med uret og der var højvande, så vi behøvede ikke at stå ud af kajakkerne og trække dem over muslingebankerne ved sydenden af Orø, som vi flere gange tidligere har måttet.

Frokoststede var Orøs nordspids; her har vi spist og badet mange gange. Solen var denne dag fremme og vi fik en fin lang frokost, der sluttede med wienerbrød fra Bjarne. Store våde snaskede stykker wienerbrød, som i gamle dage. Blev nydt med stempelkaffe for mit vedkommende.

Efter frokost en tur op på toppen af den høje skrænt hvorunder frokoststedet ligger. På skrænten går en trampesti, som løber øen rundt. Vi fulgte den et stykke indtil vi nåede et højt punkt, hvorfra der var en flot udsigt med vand til alle sider. Fandt tjærenellike på et lunt sted langs stien og der var mange kodrivere på skrænten.

Efter vi var kommet i kajakkerne og rundt om revet overfor Kyndby, så startede den mere strabaserende del af turen; ikke meget læ fra Orøs kyst og bølger lige imod. Ret tidligt valgte vi at krydse over mod kysten ved Hammer bakke; og så var der bare slet ikke læ, men vind og bølger helt tilbage til kabelfærgen.

Efter at vi havde lagt kajakkerne på bilerne kastede vi os over resterne af wienerbrødet. Helt som vi plejer. Jeg holdt mig dog beskedent tilbage da der blev budt anden gang.

Orø rund giver altid problemer med sten, selv en dag med højvande stødte vi på sten tit. Og jeg var ikke den eneste. Med stærk vind har du brug for at ro kystnært, men så er du stenudsat. Hvis du ror længere ude er du uden læ og kan ikke se dyr og den slags på kysten. 

Denne dag var vi 8 der fik roet 19 km.


Ingen kommentarer: